LEDER: Dem der stemmer, bestemmer


Jeg forudser at den ene halvdel af befolkningen om et døgn bebrejder den anden halvdel af befolkningen for, at valget gik som det gjorde. Valgets tabere kalder lystigt de, der stemte anderledes for “dumme”, “uvidende” og – sådan gik det i hvert fald efter sidste valg – enkelte brugte endda også ordet “landsforrædere”, fordi de havde vovet sig til at stemme på den modsatte blok.

Uanset hvordan valget går, hvem der vinder, og hvem der i morgen kan kalde sig Danmarks statsminister, så er det vigtigt at respektere alle dem, der benyttede sig af deres demokratiske ret til at sætte deres kryds. Vi glemmer ofte, at det rent faktisk slet ikke er alle i denne verden forundt at være så snyde-heldige at få lov at være med til at bestemme, hvem der skal styre landet. At vi så ikke altid synes det hele går vores vej, det er jo en del af demokratiets spilleregler; flertallet bestemmer.

Men min pointe er: det er vigtigt at ALLE kommer ned og får sat deres kryds. At sætte sig tilbage med korslagte arme og sige: “det er jo ligemeget! De holder jo intet af hvad de lover alligevel!” – det er for letkøbt og billigt.

Faktisk er jeg af den klare opfattelse, at hvis ikke man gør sin indflydelse gældende, når man har chancen ved et valg, så skal man ikke skælde ud over, at landet ligger, som det gør. De, der ikke stemmer, de mister retten til at brokke sig de næste fire år!
God valgdag!