LEGO fyrer 63 i Billund

Foto: lego.com


Medarbejderne i produktionen på Kornmarken i Billund har fået at vide at der skal skæres 63 stillinger. Det sker fordi LEGO ønsker at tilpasse produktionskapaciteten til den globale efterspørgsel på LEGO-produkter. I alt skæres 176 stillinger på verdensplan, og således mister produktionsmedarbejdere i Ungarn, Kina og Mexico også deres job på LEGO.

Beslutningen kommer efter, at LEGO Koncernen for nylig meldte ud, at den forventer en salgsvækst i et mere fornuftigt leje efter flere år med meget høj vækst. Produktionskapaciteten bliver nu tilpasset den forventede efterspørgsel.

– Som et resultat af en tilbagevenden til en salgsvækst i et mere fornuftigt leje, er det nødvendigt at sikre, at vores produktionskapacitet er tilpasset den efterspørgsel, vi ser på LEGO produkter. Vi har undersøgt alle muligheder for at undgå at reducere antallet af medarbejdere på vores fabrikker, men som en ansvarlig virksomhed er vi nødt til at tage de nødvendige skridt for at sikre LEGO Koncernens langsigtede virke, siger administrerende direktør i LEGO Koncernen, Bali Padda.

Ifølge pressechef Roar Rude Trangbæk vil Billund-virksomheden tilbyde de fyrede medarbejdere hjælp til jobsøgning.

LEGO Koncernen har cirka 19.000 medarbejdere globalt – heraf er cirka 7.200 ansat på virksomhedens fabrikker i Danmark, Mexico, Kina, Ungarn og Tjekkiet.