S-Formandsskifte giver luft til spidskandidat

Socialdemokratiet i Billund/Vorbasse partiforening har deres nye bestyrelse på plads, og det skaber luft til spidskandidaturet for Ann Charlotte Gaardsvig Vilstrup til kommunalvalget den 21. november i år.

Den nye formand i foreningen bliver det velkendte ansigt Simon Nicolajsen Jørgensen fra Billund. Simon er glad for valget, og takker den afgående formand Ann Charlotte Gaardsvig Vilstrup, som forlader posten som formand, efter hun er blevet Socialdemokratiets borgmesterkandidat, lyder det i en pressemeddelelse fra foreningen.

– Ann Charlotte har gjort et stort stykke arbejde som formand for partiforeningen, og jeg vil gøre hvad jeg kan for at løfte Billund/Vorbasse partiforening yderligere. Det er en spændende tid at være formand i pga. af det kommende kommunalvalg, hvor vi forhåbentlig får en borgmester som hedder Ann Charlotte Gaardsvig Vilstrup. Jeg og resten af bestyrelsen vil gøre alt hvad vi kan for at det lykkes,” siger den nye formand.

Den afgående formand udtaler:

– Jeg har været glad for min tid som formand, men det at skulle være formand og borgmesterkandidat samtidig harmonerer ikke. Jeg er derfor glad for at Simon vil overtage posten som formand. Jeg glæder mig til at samarbejde med resten af bestyrelsen, nu som menigt medlem.