LEGO House sætter fokus på usynlige handicap

Foto: LEGO House


Personer med usynlige handicap, der besøger LEGO House kan fra 1. juni bære en solsikkesnor om halsen, hvis de ønsker at signalere til medarbejderne, at der kan være behov for ekstra tid, forståelse, tålmodighed eller hjælp under besøget.

Usynlige handicap kan eksempelvis være autisme, alzheimers, hjerneskade, ADHD eller PTSD og for disse personer kan det være stressende at besøge turistattraktioner. Derfor slutter LEGO House sig nu til Solsikkeprogrammet, der i al sin enkelthed går ud på, at man som virksomhed træner medarbejderne i at vide, hvordan de bedst sikrer, at personer med usynlige handicap og deres familier, også får en god oplevelse.

Hos LEGO House var man ikke i tvivl om, at man gerne ville sætte fokus på mennesker med usynlige handicap.

– Det er helt naturligt for os, at sørge for, at alle vores gæster føler sig velkommen uanset om de har et handicap eller ej. Og her er Solsikkesnoren bare sådan en fin løsning, hvor vores arbejde med inklusion bliver taget til helt nye højder. Vores medarbejdere får nogle konkrete redskaber og gæsterne ved, at de er velkomne, samtidig med at de kommer til at opleve, at vi gør vores bedste for, at de skal have en god oplevelse – uanset hvilke udfordringer de har, fortæller Head of People and Culture i LEGO House, Sanne Louise Forsberg Holm.

Medarbejderne får gennem træningen, forståelse for hvad et usynligt handicap er og hvordan de bedst håndterer personer, der kan have brug for ekstra tid, tålmodighed eller hjælp. Solsikkesnoren sikrer, at personer med usynlige handicap og diagnoser ikke behøver forklare sig eller retfærdiggøre sine behov i situationer hvor angst, stress, forvirring eller behov for hjælp presser sig på.

Solsikkesnoren giver ingen særlige fordele. Den er et signal til medarbejderne om, at her er en person, der kan få brug for ekstra hensyn, tid, tålmodighed eller hjælp. Det er frivilligt, om man vil bære solsikkesnoren. Snoren er gratis og udleveres fra d. 1. juni, til gæster, der beder om den i Informationen og butikken i LEGO House.