LEGOLAND indtager en klar førsteplads, når det gælder kendskabet til danske forlystelser og attraktioner – i hvert fald hvis man spørger i Sverige, Norge, Tyskland, Holland og Storbritannien. Det viser en netop offentliggjort måling fra VisitDenmark.
Bedst ser det ud i vores broderlande, Norge og Sverige, hvor henholdsvis 88 % og 85 % af de adspurgte i undersøgelsen kender LEGOLAND. Det er naturligvis tal, som vækker stor glæde i LEGOLAND parken i Billund.
– Vi er utrolig stolte over at opnå denne placering over hele linjen, for det bekræfter os i, at vi har et stærkt brand, som er rigtig godt kendt ude i Europa, siger Christian Woller, der er direktør i LEGOLAND.
Ifølge ham har de fleste danskere på et tidspunkt i deres liv besøgt LEGOLAND og kender parken rigtig godt.
– I Norge er der faktisk også tradition for, at man tager børnene med i LEGOLAND. Det betyder selvfølgelig, at vi har en unik position blandt nordmændene, ligesom billedet næsten er det samme i Sverige, hvor vi ser en særdeles høj kendskabsgrad, siger Christian Woller.
Mens kendskabet i Tyskland er på 59 % og 65 % i Holland, ligger briternes kendskab til LEGOLAND på 48 %.