LEGOLAND fik skudt gang i ny forlystelse


Kæft, det var fedt! Sådan lød det fra de første gæster igennem Emmet’s Flying Adventure – Masters of Flight, Flying Theater, der er en af forlystelserne i LEGOLAND Billunds nye område, LEGO Movie World.

Der er tale om en 180 graders svævende eventyrsoplevelse, hvor man som gæst sidder i Emmets tre-etagers sofa, som flyver gennem flere scener. Den – og de øvrige attraktioner i LEGO Movie World – åbnede i dag, hvor coronarestriktionerne gjorde det muligt for indendørs forlystelser at slå dørene op – og forsamlingsforbuddet udenfor samtidig blev hævet til 100.

Og netop åbningen af det nye tema-område, er noget der glædede LEGOLAND Billunds direktør, Christian Woller:

– Jeg har ventet i 15 måneder på det her og nu sker det endelig, lød det fra direktøren, inden han lod skuespillerne Timm Vladimir og Christian Fuhlendorff åbne området officielt med et tryk på en knap, så konfettikanonerne bragede. De to lægger i LEGO Filmen – Et klodset eventyr og LEGO Filmen 2 stemmer til henholdsvis hovedpersonen Emmet og hans ven Benny.

LEGO Movie World, der skulle være åbnet sidste år, men blev udsat til i år grundet corona, er LEGOLAND Parkens største investering til dato.

Det nye område er 5000 kvm stort og er en udvidelse af LEGOLAND Billund. Der er altså ingen andre tema-områder der har måtte lade livet for det nye Lego Movie World.

Udover Emmet’s Flying Adventure, er der også en 14 meter høj aerobat forlystelse med 360 graders rotation, kaldet Apocalypseburg Sky Battle og Unikitty’s Disco Drop, der er et droptårn med udsigt til kildeture og diskostemning.

Derudover er der en legeplads med et 10 meter højt legetårn målrettet de mindre børn med to rutsjebaner og sjove legeaktiviteter.

Timm Vladimir (helt til venstre) havde taget sin søn med, mens Christian Fuhlendorff havde taget hele familien med til åbningen af det nye område i LEGOLAND.