Stor succes med at lege sig til læring gennem projekter

På Vorbasse Skole har man nu i et stykke tid arbejdet med projektet helte og skurke. Billede brugt med tilladelse fra Vorbasse Skole


– En af de bedste ting ved at arbejde på et projekt er, når du finder ud af, at din plan faktisk holder!

Sådan lyder det fra en elev på Vorbasse Skole, hvor klasserne i udskolingen har deltaget et pilotforløb med en helt ny vinkel på undervisning.

Den nye tilgang til undervisningen hedder Playful Learning og bliver udviklet i et samarbejde mellem Billund Kommune, skolerne og LEGO Fonden. Kort fortalt handler samarbejdet om at sætte fokus på elementer fra leg i undervisningen.

Det foregår gennem konkrete skoleprojekter, hvor eleverne eksperimenterer og leger sig til læring ved samarbejde, projektstyring, kreativitet og fordybelse, blandt andet med det formål at eleverne oplever større mening med undervisningen.

Pilotforløbet på Vorbasse Skole kørte i skoleåret 2019-2020, og erfaringerne har overordnet vist sig at være gode. Især de projekter, hvor der er mulighed for at træffe egne beslutninger, er en succes blandt eleverne.

– Vi har oplevet, at vores elever har været mere engagerede i undervisningen, når de har haft medbestemmelse i projektet, og de har i løbet af projektet udviklet vigtige kompetencer i samarbejde og kreativ problemløsning. Eleverne har eksperimenteret, leget og lært på nye måder, og der har generelt været en helt særlig stemning på skolen, fortæller skoleleder på Vorbasse Skole, Torben Precht Jensen.

Og dermed er Playful Learning nu klar til at blive rullet ud til de øvrige skoler i Billund kommune. Det sker samtidig med at indskolingen på Vorbasse Skole er godt i gang med et projekt om superhelte, hvor de under titlen Super – på godt og ondt skal arbejde med helte og skurke, det gode og det onde, og om hverdagens superhelte.

Eleverne skal arbejde kreativt og reflekterende med temaet på tværs af fag, og projektet rundes af med en udstilling, hvor eleverne præsenterer den viden og de produkter, de har fordybet sig i at udvikle undervejs.

Playful Learning er et af mange indsatser i Billund Kommune, der er hjemsted for Børnenes Hovedstad, Billund. Arbejdet med at fremme børns muligheder og udvikling har gjort, at Billund Kommune af UNICEF er blevet certificeret som Danmarks første ”Børnevenlige By og Kommune.”

 

Fakta om Playful Learning i Billund Kommune:

  • Playful Learning i Billund Kommune er skabt i et samarbejde mellem Billund Kommune, skolerne og LEGO Fonden, og har til formål styrke fokus på læring gennem leg i skolesystemet via aktiv deltagelse, mening, begejstring, social involvering og eksperimentering i undervisningen.
  • Læring gennem leg tager afsæt i, at dyb læring sker, når børn føler begejstring, deltager aktivt, eksperimenterer, involverer sig socialt og ser en mening i de aktiviteter, de er en del af. Læring gennem leg kan være med til udvikle kompetencer, der kan ruste børnene til fremtiden.
  • Playful Learning i Billund Kommune har kørt som et pilotforløb på Vorbasse Skole i skoleåret 2019-2020 og mellem 2020-2026 udbredes Playful Learning til de andre folkeskoler i Billund Kommune.
  • Udbredelsen og den fortsatte udvikling hjælpes på vej af en donation fra LEGO Fonden på 25 mio. kroner, som byrådet i Billund Kommune takkede ja til i juni 2020