LEGOLAND tyvstartede sæsonen med særligt indbudte gæster

LEGOLANDs direktør Christian Woller foran Brick Street der er ét af de nye tiltag i forlystelsesparken.


Hvert år dagen før åbningsdagen har LEGOLAND inviteret vanskeligt stillede børn på en gratis tur i parken. I år var ingen undtagelse, hvor invitationerne var sendt ud gennem Børnehjælpsdagen, Familier med Kræftramte Børn, Hjerteforeningen og Dansk Flygtningehjælp, hvorfra der blandt andet var flygtningebørn fra Ukraine.

– Det er altid en særlig dag, når vi åbner portene til en ny sæson, og vi er virkelig glade for, at så mange børn fra de fire organisationer havde lyst til at komme og hjælpe os med at skyde sæsonen i gang i år. Det har virkelig været fantastisk at opleve deres reaktion på at være med til at åbne vores nyheder og den måde, de har taget imod det hele på, siger LEGOLANDs direktør, Christian Woller.

Udover de danske børn, var også en række ukrainske børn inviteret med:

– Som alle andre er vi naturligvis berørte af situationen i Ukraine, og vi har fået mange henvendelser fra vores gæster, som har ukrainere boende, og som har spurgt til, om vi ikke kunne give dem et besøg i LEGOLAND, så derfor er vi rigtig glade for, at det kunne lade sig gøre i dag i samarbejde med Dansk Flygtningehjælp, siger Christian Woller.

I morgen vil der også være åbningsstemning i LEGOLAND, når parken inviterer til åbningsfernisering af LEGOLAND Gallery kl. 14.00, hvor nogle af gæsterne selv har bygget de modeller, der bliver en del af udstillingen.

– LEGOLAND Gallery bliver den ultimative oplevelse i LEGOLAND for LEGO byggere i alle aldre. Her kan gæsterne opleve inspirerende og flotte LEGO® modeller bygget af fans fra hele verden, og samtidig selv slippe kreativiteten løs og bygge unikke LEGO modeller sammen med medarbejderne i LEGOLAND, siger Christian Woller.