Lokal bedemandsforretning udvider igen

Charlotte og Claus Madsen har på et år udvidet forretningen betragteligt. Foto: Grindsted Begravelsesforretning / Jeppe Donslund


Grindsted-Billund Begravelsesforretning har efterhånden overtaget så mange konkurrenter i Region Syddanmark, at de lokale bedemænd nu dækker et bredt bælte fra Esbjerg i vest helt over til den østlige side af Fyn og fra Give i nord til Vejen i syd. Nu er endnu en afdeling nemlig føjet til den efterhånden store forretning.

For Charlotte og Claus Madsen fra Billund begyndte det hele for et år siden med overtagelsen af Grindsted og Billund Begravelsesforretning efter Claus’ forældre. På det tidspunkt var familien i besiddelse af online bedemandsfirmaet, dinbedemand.net. Siden da har Charlotte og Claus Madsen åbnet butikker i Give og Vejle, overtaget Esbjerg Begravelsesforretning og Holsted-Vejen Bedemandsforretning. Senest er også Fischer-Vejen Begravelsesforretning kommet ind under den store paraply af bedemandsforretninger. Derudover har parret også overtaget de to bedemands sites bedemand-fyn.dk og bedemand-jylland.dk.

– Nu har vi så også måtte udvide medarbejderstaben med en fjerde bedemand, Betina Vahl, så vi nu er fire bedemænd i firmaet, siger Claus Madsen.

De mange aktiviteter kalder også på en ekstra vogn, og den er ifølge Claus Madsen lige nu på båndet hos Mercedes i Tyskland. Han tør godt garantere at der bliver tale om cremen af cremen, der rammer den lokale bedemandsforretning til oktober:

– Når det skal være den sidste tur, så skal det være i orden. Denne vogn er den ypperste klasse indenfor rustvogne. Og jeg kan garantere én ting; bilen bliver ikke sort. Døden er sort nok i forvejen, og denne vogn får også stor stjernehimmel, lyder det begejstret fra Claus Madsen.

Foto: Claus Madsen
Foto: Claus Madsen