Lokale fodboldtrænere og -spillere får kyndig vejledning fra tidligere prof-spiller

Fra Hans Henrik Andreasens fb-side HH Academy.


Fodboldsamarbejdet Filskov – Blåhøj og Sdr Omme, også kaldet Team BFO, har i foråret aftalt samarbejde med tidligere professionel fodboldspiller Hans Henrik Andreasen – også kendt som HH.

– Vi ønsker med samarbejdet at styrke glæden ved fodboldspillet og fællesskabet i klubben. Vi er sikre på at HHs erfaring som både spiller og træner på topplan i Danmark og Tyskland, kan være med til at løfte begge dele. I samarbejdet med HH vil alle trænere i Team BFO få glæde af HHs erfaringer som træner. Det vil ske ved 2 planlagte weekendtræninger, hvor både spillere og trænere skal afprøve forskellige målrettede træningsaktiviteter som HH med kyndig hånd vil guide både trænere og spiller igennem, lyder det fra BFO.

En del af aftalen er også at Hans Henrik Andreasen vil være at finde på træningsbanerne, når Team BFOs herrer- og dameseniorhold træner i foråret. Her vil den tidligere professionelle fodboldspiller introducere spillere og træner til træningsøvelser. Han skal i samarbejde med trænere og spillere sætte spot på træning, kampe og også være med til at sætte fokus på de ting der får et hold til at fungere både på og udenfor banen.

– Vi håber med det her at kunne fastholde og tiltrække nye ungdoms- og seniorspillere til fodboldklubben. Det er vores store ønske at vi på sigt fortsat kan tilbyde fodbold til ungdoms-og seniorspillere. Ligeså vil vi i højere grad gerne være en klub som vores unge kommer retur til efter f.eks. efterskoleophold  og udlandsophold, lyder det fra Team BFO.