Lokale håndværkere fik kig ind i kommunens kommende projekter

Omkring 25 lokale håndværksvirksomheder var fredag morgen samlet til dialogmøde hos Billund Kommune og Billund Erhverv, hvor formålet var at give erhvervslivet et indblik i de projekter og udbud, der er på vej i resten af 2026 og 2027.

Mødet på Rådhuset i Grindsted blev skudt i gang af borgmester Stephanie Storbank, som bød deltagerne velkommen over en morgenbolle og en kop kaffe.

Herefter fulgte en række oplæg fra kommunen og Billund Vand & Energi, hvor deltagerne fik en status på kommende anlægsopgaver, byggeprojekter og driftsopgaver.

Blandt oplægsholderne var afdelingschef Jesper Primdahl, chef for Teknik og Miljø Mette Pipper Bertelsen samt afdelingsleder Jens Kristian Busk Jensen.

Ifølge borgmesteren er samarbejdet med de lokale virksomheder en vigtig brik, når kommunens kommende projekter skal føres ud i livet.

– Det er dejligt at mærke, at det lokale erhvervsliv gerne vil samarbejdet med Billund Kommune. Vi har mange spændende udbud og projekter på vej det næste stykke tid, som kun kan lykkes ved fælles hjælp. Så det har været en dejlig morgen i godt selskab, siger Stephanie Storbank.

Dialogmødet er en del af indsatsen for at skabe tæt kontakt mellem kommunen og det lokale erhvervsliv, så virksomhederne tidligt får kendskab til de opgaver, der er på vej.