Lokalt el-firma bliver en del af Jansson El

Det lokale el-firma Ernst El ApS bliver nu en del af Jansson El A/S, og de to virksomheder samler kræfterne i Billund. Virksomheden på Montanavej beskæftiger 11 medarbejdere, heriblandt flere lærlinge, og ifølge ejer Finn Fyhn Knudsen vil både teamet og den lokale tilstedeværelse forblive uændret.

– Det har selvfølgelig været en stor beslutning, men det føles rigtigt. Jeg har i flere år vidst, at fremtiden ville kræve noget mere – både teknisk, administrativt og kompetencemæssigt: Det får vi mulighed for sammen med Jansson. Samtidig har det været helt afgørende for mig, at vi fortsat er os. At vi er lokale, nærværende og gør tingene ordentligt. Derfor er det her det rette match, siger Finn Fyhn Knudsen og fastslår:

– Vi fortsætter som det team, vi er – med de samme opgaver, de samme kunder og de samme kollegaer. Når kunderne ringer til Ernst El, får de stadig fat i os, siger Finn Fyhn Knudsen.

Hos Jansson El er man glade for at få Ernst El med ombord og ser det som en styrkelse af aktiviteterne i Billund. Ifølge administrerende direktør Brian Slot er der tale om en virksomhed med høj faglighed og stærke lokale rødder.

Sammenlægningen sker gradvist og med respekt for både medarbejdere og kunder. Den daglige drift fortsætter som hidtil – nu blot som en del af en større organisation.