En anmeldelse om en bilist, der kørte mistænkeligt, endte fredag aften med en anholdelse på Fittingvej ved Vorbasse.
Klokken 18.26 rykkede en patrulje fra Sydøstjyllands Politi ud og fik kort efter standset bilen. Føreren – en 28-årig mand fra Thyregod – blev testet for narkotika, og testen gav ifølge politiet udslag for cannabis.
Dermed blev manden anholdt og sigtet for narkokørsel.
Da betjentene efterfølgende visiterede den 28-årige, fandt de samtidig en mindre mængde kokain på ham. Derfor blev han også sigtet for besiddelse af narkotika.
Efter anholdelsen blev manden kørt til Grindsted Sygehus, hvor der blev udtaget en blodprøve. Den skal nu være med til at afgøre sagen.



