LEGOs succesfulde administrende direktør, Jørgen Vig Knudstorp, overlader roret til den nuværende COO, Bali Padda. Det sker nu fra årsskiftet.
Bali Padda har været ansat i LEGO Koncernen i 14 år og står i spidsen for Operations, samtidig med at han også er overordnet ansvarlig for People and Organisational Development.
Gennem de seneste 10 år har han været medlem af LEGO Koncernens øverste ledelse. Derfor var bestyrelsesformand for LEGO A/S, Niels Jacobsen, heller ikke i tvivl om at han er den rette mand til jobbet:
– Bali Padda har skabt fantastiske resultater i LEGO Koncernen med over 14 års erfaring, især inden for funktioner i supply chain, men senest også med fokus på udvikling af medarbejdere og organisationen. Bali har vist evne til at drive de ændringer, der har været nødvendige i driften i forbindelse med den betydelige vækst, vi har oplevet i de forløbne år. Jeg har tillid til, at Bali fortsat vil udvikle virksomheden i tæt samarbejde med den øvrige ledelse, siger Niels Jacobsen.
Han bakkes op af fjerde generationsejer af LEGO Koncernen, Thomas Kirk Kristiansen:
– Bali har den rette LEGO tankegang. Han har en enorm viden om hele vores virksomhed, en meget klar fornemmelse for hvad vi har brug for at gøre for at tage virksomheden det næste skridt, og han er en ægte ambassadør for LEGO Idéen og LEGO brandet, siger Thomas Kirk Kristiansen.
Den afgående administrerende direktør, Jørgen Vig Knudstorp, er med egne ord meget glad for at overlade roret til Bali Padda:
– Jeg har lært rigtigt meget af Balis stærke lederskab og måden, han har gennemført tingene på gennem hele sin karriere her i virksomheden. Jeg har arbejdet tæt sammen med Bali i mange år, og jeg er sikker på, at vi vil fortsætte med at bygge videre på det tætte samarbejde i vores nye roller, siger Jørgen Vig Knudstorp.
Bali Padda siger selv om sin nye funktion som administrerende direktør:
– Jeg er utroligt beæret over at få denne mulighed. Det er en kæmpestor og spændende opgave, og jeg glæder mig til den. Jeg har en meget stærk passion for vores produkt og vores brand, og jeg ser frem til at fortsætte den strategiske retning, som vi har lagt for virksomheden. Med det gode samarbejde i vores ledelse og med støtten fra Thomas og Jørgen er jeg sikker på, at vi kan fortsætte LEGO Koncernens succes og nå ud til endnu flere børn med legeoplevelser af høj kvalitet i fremtiden, lyder det fra den nye administrerende direktør.
Jørgen Vig Knudstorp skal i stedet stå i spidsen for den nye enhed, LEGO Brand Group.