Der er uforløst potentiale i LEGO brandet. Det mener familien Kirk Kristiansen, der således har besluttet at etablere en ny enhed, kaldet LEGO Brand Group, som Jørgen Vig Knudstorp skal stå i spidsen for.
– Vores familieejerskab er dybt funderet i LEGO Idéen, som handler om læring og udvikling gennem leg, og om et unikt, kreativt legesystem, der giver uendelige muligheder. Med vores vækst de seneste år og globalisering følger nye, spændende muligheder for brandet, og vi etablerer LEGO Brand Group for at kigge nærmere på disse nye muligheder, siger Thomas Kirk Kristiansen, der er fjerde generations ejer af LEGO Koncernen.
Formålet med LEGO Brand Group er blandt andet at beskytte og udvikle LEGO-brandet. Og dét er en opgave, som den nuværende administrerende direktør for LEGO Koncernen, Jørgen Vig Knudstorp, ser frem til at blive formand for – i tæt samarbejde med næstformand, Thomas Kirk Kristiansen.
– Jeg ser virkelig frem til denne nye opgave sammen med Thomas. Jeg har nydt at være CEO for denne her fantastiske virksomhed, for jeg har en livslang passion for LEGO Idéen. Rollen og jobbet har udviklet sig rigtigt meget gennem de år, jeg har haft det. Jeg er overbevist om værdien af aktivt familieejerskab og ser dette som det naturlige næste skridt, siger Jørgen Vig Knudstorp.