Når Kylling & Co åbner på Jernbanegade 7 i Grindsted næste torsdag den 19. februar, bliver det med Majken Kofoed Madsen som butikschef.
Efter næsten ni år som tilflytter til Grindsted og et arbejdsliv som sygeplejerske og sundhedsplejerske har hun valgt at skifte branche.
– Jeg trængte til noget nyt. Min ild var ikke helt på højeste blus, og jeg havde lyst til at prøve kræfter med ledelse og noget helt andet, siger hun til Netavisen Grindsted.
Stillingen dukkede op i sommer, og efter lidt betænkningstid sagde hun ja.
Butikken bliver primært take-away, og der er ansat 18 medarbejdere i alderen 13 til 50+.
Lokalerne, der tidligere husede Café J, er bygget om frem mod åbningen.



