Alt for mange mennesker med udviklingshandicap møder i dag et sundhedsvæsen, som ikke er indrettet til deres behov. Forløb bliver fragmenterede, sygdom opdages for sent, og ansvar falder mellem flere aktører. Det skyldes sjældent manglende vilje, men manglende strukturer. Det er hverken rimeligt eller værdigt.
Hvis ulighed i sundhed skal reduceres reelt, må sundhedsvæsenet i langt højere grad organiseres efter borgernes forskellige forudsætninger, ikke efter systemets standardløsninger.
Symptomer hos mennesker med udviklingshandicap er ofte atypiske og vanskelige at tolke. Derfor skal sundhedsfaglig støtte og forebyggelse tættere på hverdagen på botilbud, og samarbejdet mellem personale og sundhedsvæsen skal løftes markant.
Mennesker, som har begrænsede muligheder for at formidle egne symptomer, har særlig gavn af kendte fagpersoner og stabile samarbejdsrelationer. Et mere forpligtende samarbejde mellem almen praksis og botilbud kan styrke kvaliteten og sammenhængen, uden at det frie lægevalg sættes ud af kraft. Det viser erfaringerne, men der er fortsat plads til at udbrede et sådant samarbejde.
Adgangen til specialiseret viden og behandling skal også forbedres. Borgere med komplekse helbredsproblemer må ikke blive kastebolde mellem sektorer og myndigheder. Men det kræver opnormering af de specialiserede, udgående faglige miljøer, som kan rådgive, koordinere og understøtte både borgere og medarbejdere.
I Region Syddanmark skal de nye sundhedsråd spille en central rolle i udmøntningen af reformen. Hvis ambitionen om større lighed i sundhed skal omsættes til reel lokal forandring, skal disse problemstillinger have en tydelig og forpligtende plads fra begyndelsen. Ellers risikerer vi at gentage de samme blinde vinkler i et nyt system.
Venlig hilsen
Gitte Bjerremand Andersen, folketingskandidat (M), Grindsted


