Man tager 140 kg dej….

En 7,2 meter høj peberkagemand har i weekenden fået gæsterne i LEGOLAND Billund til at måbe. Projektet, der er blandt de største julekreationer, parken nogensinde har lavet, har krævet både præcision, tålmodighed – og mere end 200 kilo ingredienser.

Det er bager Jonas With Nielsen fra Hotel LEGOLAND, der har stået i spidsen for det omfattende arbejde. Udgangspunktet var en helt almindelig LEGO-minifigur.

– Vi fik målene på en almindelig LEGO-figur, og så har jeg ganget dem op – først 10 gange, så 15, og derefter med 3,5. Alt i alt er vi nok tæt på at skalere den op omkring 100 gange, fortæller han.

Der blev bagt store plader, som efterfølgende blev skåret præcist ud, så figurens proportioner holdt.

– Det er et kæmpearbejde at samle den, men det værste er faktisk forarbejdet. Heldigvis gik det hele rigtig fint. Intet gik galt, siger Jonas With Nielsen

Køkkenchefens vurdering af projektet var, at “meget kunne gå galt”. Mængderne alene fortæller historien: 140 kilo peberkagedej og 80 kilo glasur i sort, hvid og brun.

– Det er jo ekstreme mængder. Ikke noget, vi normalt arbejder med, fortæller en grinende Sæþór Kristínsson fra Den Store Bagedyst, der sammen med Rosa Kildahl var hyret ind til at pynte peberkagemanden.

Pyntningen af kæmpefiguren blev en attraktion i sig selv.

– Det her projekt… det er jo gigantisk. Det, jeg selv er i gang med – en peberkage-indgangsportal – blegner jo helt i forhold siger Sæþór, der dog ikke tøvede da opkaldet kom fra LEGOLAND:

– Det er svært at sige nej. Jeg elsker, når folk gør noget ekstra, siger Bagedyst-kendissen.

Rosa Kildahl var også spændt, men havde sine bekymringer:

– Jeg tænkte på, hvor beskidt vi egentlig bliver – og om vi falder ned i det hele! Jeg har skiftetøj med, for jeg skal jo køre hjem bagefter, griner hun inden hun bevæger sig tættere på den enorme kagefigur.

Selve produktionen blev udført af to bagere og to konditorer fra hotellet, som har arbejdet intenst for at få figuren færdig.

Foto: René Lind Gammelmark
Foto: René Lind Gammelmark
Foto: René Lind Gammelmark
Foto: René Lind Gammelmark
Foto: René Lind Gammelmark
Foto: René Lind Gammelmark