Martin er ny lokal kandidat til Regionsrådet

Socialdemokraterne i Vejen-kredsen har fundet sine to kandidater til Regionsrådet i Region Syddanmark. Fra Vejen kommune blev det Tanja Vestergaard Skøtt og fra Billund kommune snuppede Martin Alminde Friis fra Billund kandidaturet.

– Jeg vil gerne starte med at sige en stor tak for tilliden og opbakningen fra mine partifæller. Jeg ser frem til at føre en god, informativ og festlig valgkamp, siger den nyvalgte kandidat til regionsrådet. Han afløser Ole Marcussen fra Grindsted, der fik hele 2.175 stemmer alene fra Billund kommune ved valget i 2021.

Martin Alminde Friis stiller også op til kommunalbestyrelsen i Billund til efterårets valg, og det giver for ham god mening at være begge steder:

– Jeg mener, det giver god synergi at være kandidat til begge valg. Især med den nye sundhedsreform, hvor det bliver endnu vigtigere at have lokale folkevalgte, som kan fungere som bindeled mellem kommune og region. Jeg ser mig selv som den, der kan stille de kritiske spørgsmål fra et borgerperspektiv og dermed sikre et godt samarbejde mellem regionen og vores helt lokale sundhedstilbud, siger Martin Alminde Friis.

For ham bliver det afgørende at sikre, at det lokale sygehus i Grindsted fortsat bliver højt prioriteret.

– Et velfungerende lokalt sygehus er essentielt for borgernes tryghed og sundhed, da det sikrer god og nærværende behandling. Derudover spiller det en vigtig rolle for de ældre og sårbare borgere, som har brug for nem adgang til sundhedsydelser uden nødvendigvis at skulle rejse langt. Samtidig er forureningen i Grindsted et vigtigt emne, især med henblik på en forhåbentlig kommende oprensning. Denne oprensning skal ske i et godt og respektfuldt samarbejde med de borgere, der bor tæt på og færdes i området. Det er nødvendigt at vi afsætter midler i den kommende valgperiode til at gentage registerundersøgelsen. På den måde kan vi få fuld klarhed over udviklingen af eventuelle sygdomme, der er opstået som følge af forureningen, lyder det fra Martin Alminde Friis.

Den nyslåede kandidat mener at han med sit kandidatur til både kommunalbestyrelse og regionsråd, kan fungere som en brobygger mellem de to niveauer og sikre, at lokale behov og interesser bliver hørt på begge platforme.

– Dette giver mulighed for et stærkere samarbejde og en mere sammenhængende politik, der gavner borgerne direkte, siger Martin Alminde Friis.