Mens boldene fløj, aktiviteterne summede, og flere hundrede skoleelever fyldte MAGION med liv og energi, havde headspace Billund indrettet et helt andet rum til Skolernes Aktivitetsdage.
Et sted med ro.
Et sted, hvor man kunne trække stikket.
Og et sted, hvor ingen forventede noget af dig.
Som en del af Skolernes Aktivitetsdage stod headspace Billund klar med en såkaldt stillezone oppe i Pulsen på MAGIONs førstesal, hvor eleverne kunne tage en pause fra de mange indtryk.
– Vi er jo sammen med omkring 800 børn og unge ad gangen. Der er lidt larm, der er lidt støj, og der er nogen, der bare har brug for lige at zoome lidt ud og sænke dækket, siger Martin Skov Jakobsen fra headspace Billund.
I stillezonen havde headspace-folkene lavet små hyggelige områder med rumdelere, tegnesager og plads til bare at være. Her kunne eleverne sidde alene, snakke med venner eller få en uforpligtende snak med de frivillige fra headspace.
For de fleste elever er Skolernes Aktivitetsdage en festdag med fart over feltet. Men når flere hundrede børn er samlet under samme tag, kan det også blive lidt voldsomt.
– Vi kender det jo måske også selv. Hvis man har været et sted med rigtig mange indtryk, meget larm og meget støj, så kan man godt have brug for lige at zoome ud en gang imellem, siger Martin Skov Jakobsen.
Derfor har lærerne også været orienteret om tilbuddet, så elever med behov for en pause kunne blive sendt forbi stillezonen.
For headspace handler dagen dog ikke kun om at tilbyde et roligt hjørne. Det handler også om at møde de unge dér, hvor de er.
– Vi er jo bare glade for at komme ud og møde nogle børn og unge mennesker og få en snak med dem om, hvordan det egentlig er at være ung i dag, siger Martin Skov Jakobsen.
Nogle af de unge kommer selv hen og siger hej. Andre får en kort snak eller et lille kort med kontaktoplysninger, hvis de senere skulle få brug for nogen at tale med. For Martin Skov Jakobsen er det netop pointen: At være synlig, tilgængelig og klar, hvis livet en dag bliver lidt tungere.
– Vi møder børn og unge, som er nysgerrige på det, vi laver. Vi vil gerne være med til at skabe et anonymt rum, hvor de bliver mødt med anerkendelse på deres egne præmisser, siger han.



