2.400 skoleelever på tre dage: Vips’ idé er blevet et kæmpe hit

Der var ikke mange tomme hjørner i MAGION i denne uge. I løbet af tre dage har omkring 2.400 skoleelever fra hele Billund Kommune været igennem Skolernes Aktivitetsdage, hvor de har prøvet alt fra klassiske foreningsaktiviteter til nye og mere utraditionelle sportsgrene. Og udviklingen går kun én vej.

Da initiativet blev søsat for tre år siden, deltog omkring 1.000 elever og 12 aktiviteter. Året efter var tallet steget til 1.600 elever. I år er rekordmange 2.400 børn og unge mødt op til 20 forskellige aktiviteter.

For manden bag idéen, Mathias “Vips” Jeppesen fra GGIF Fodbold, er det et tydeligt tegn på, at der var brug for noget som det her.

– Folk vil gerne. Der var en efterspørgsel på det, siger han.

Og det er ikke kun eleverne, der har taget arrangementet til sig. Ifølge Vips er det efterhånden skolerne selv, der prikker ham på skulderen for at sikre sig en plads næste år.

– Nu behøver jeg ikke på samme måde at skrive ud til skolerne. Skolerne henvender sig selv og vil gerne være med. Det er en kæmpe udvikling, fortæller han.

Faktisk har stort set alle kommunens skoler været med i år. Folkeskoler, friskoler og privatskoler har sendt elever til Grindsted for at prøve aktiviteterne. Særligt tilbuddet om gratis busser til skolerne udenfor Grindsted har været afgørende for skolerne, som dermed ikke skal afholde ekstra udgifter ved at være med.

Eleverne får ikke stukket et fast program i hånden. I stedet bliver de sluppet løs blandt aktiviteterne og kan prøve det, der fanger deres interesse. Nogle bliver hængende ved en aktivitet. Andre når en hel rundtur gennem hallerne på få timer.

Selvom arrangementet afvikles side om side med den internationale Teqball Challenger-turnering, handler det ikke om at skaffe nye teqball-spillere. Det handler om at få børnene til at opdage, hvad foreningslivet i Billund Kommune egentlig kan tilbyde.

– Det er et kæmpe udstillingsvindue for foreningerne, siger Vips.

Han fortæller, at flere foreninger gennem årene har oplevet medlemsfremgang efter at have været med. Om det alene skyldes aktivitetsdagene, kan han ikke dokumentere, men han er ikke i tvivl om, at de mange møder mellem børn og foreninger gør en forskel.

Bag alle aktiviteterne gemmer der sig egentlig ét mål. At få flere børn og unge væk fra skærmen og ud i fællesskaberne.

– Der er færre og færre, der er aktive i dag. På den her måde kan vi få flere i gang, siger Mathias Jeppesen.

Og når 2.400 skoleelever på tre dage har været forbi MAGION, er det svært at argumentere imod, at idéen har fået luft under vingerne.