Grindsted-pigen Mille Gejl Jensen kom i aftes på måltavlen i det danske kvindelandsholds VM-kvalifikationskamp mod Rusland. Og dét endda for et mål, der kom noget bag på hende selv.
Mille Gejl modtog en aflevering lige uden for det russiske felt, trak bolden bag om og sparkede mod mål fra 25 meters afstand. Og sørme om ikke bolden sad helt oppe i det ene målhjørne og dermed bragte Grindsted-pigen Danmark på 3-0.
– Jeg må indrømme, jeg blev lidt chokeret. Jeg nåede bare lige at vende, og så tænkte jeg bare, at jeg skød, og så gik den sgu ind, siger Mille Gejl til DR Sporten.
Danmark slog Rusland 3-1 og fører dermed sin gruppe i VM-kvalifikationen med max point efter seks kampe. Du kan se Mille Gejls scoring her.