Millioner til at lege i Filskovs natur

De mere end 2,5 mio gæster der hvert år besøger Billund Kommune kan se fra sommeren 2018 frem til endnu en unik familieoplevelse – og Filskov kan se frem til at få flere af turisterne ud i lokalområdet. Et nyt stort projekt til samles 2,2 mio kroner er nemlig på vej i Filskov, hvor borgerne både er skaberne af ideen og tovholdere på projektet.

Filskov-borgerne ønsker at udnytte den unikke natur i og omkring byen til at skabe sammenhængskraft og alternativ aktiv naturformidling til glæde for byens borgere og foreninger, men i høj grad også for gæster fra hele Danmark og altså gerne nogen af de mere end 2,5 millioner turister, der i forvejen besøger Billund Kommune hvert år. Tanken er at lave et nyt sammenhængende netværk af oplevelsesstier og aktiviteter på et 170 hektar stort skønt naturområde med hedeslette, plantage mergelgrav, mose og en gennemløbende å.

– Det handler om sætte naturen og mulighederne i Filskov i fokus, men samtidig vil det skabe nogle fantastiske rammer i forhold til at være aktiv, og dermed er det også sundhed, siger Per Nyhus og Ruth Lauridsen, der er formænd for henholdsvis Teknik- og Miljøudvalget og Social- og Sundhedsudvalget i Billund Kommune.

I og med det er borgerne i Filskov, der har skabt visionen, så bliver det også byens aktive borgere, der bliver tovholdere i at gennemføre projektet. Det sker dog med støtte fra Billund Kommune og samtidig har projektet vist sig at være så visionært og bæredygtig, at også Friluftsrådet og senest Nordea-fonden har valgt at putte penge i projektet.

– Filskov ligger omgivet af attraktiv natur, som nu bliver nemmere at opleve for byens borgere og besøgende. Projektet bygger på et stærkt lokalt engagement. Vi er sikre på, at det vil styrke fællesskabet, og måske inspirere andre mindre samfund omgivet af natur, siger Henrik Lehmann Andersen, direktør i Nordea-fonden, som støtter gode liv.

I Filskov glæder man sig meget til at komme i gang med selve anlægsarbejdet og ikke mindst til at kunne indvie det netværk af tilgængelige stier som er projektets formål.

– Vi er en by med borgere, der er aktive og stolte over at bo her. Nu får vi muligheden for at vise det frem og samtidig skaber vi noget, hvor hele byen, men så sandelig også turister, borgere og foreninger andre steder fra, kan komme og få en aktiv naturoplevelse, siger Johan Andersen, der er formand for Lokalrådet i Filskov.