Musik & Events Simmel gentager succesen med forårsmessen, men i år med en ny lokal drejning. Messen, der hidtil har været afholdt på Simmelvej udenfor Sdr. Omme, rykker nu ind til byen. Således vil messen lørdag den 26. april blive afholdt i Multihallen ved Sdr. Omme Multicenter på Stadion Allé.
Og det skulle gerne give flere fordele, lyder det fra arrangørgruppen:
– Vi håber, at den nye placering i Multihallen både vil tiltrække flere lokale besøgende og gøre det lettere for folk uden bil at komme forbi. Samtidig er det mere komfortabelt at være indendørs i april, hvor vejret kan være lidt uforudsigeligt, siger gruppen til Netavisen Grindsted.
På messen kan de besøgende glæde sig til et bredt udvalg af stande med bl.a. tøj, keramik, lerprodukter, pileflet, kort, æsker, flint design, malerier, alternativ kortlægning, Tupperware, Forever Living og vaser. Derudover deltager Meny, som medbringer et udvalg af friske blomster til forårsfornyelse i hjemmet.
Der er fortsat enkelte ledige standpladser, og arrangørerne opfordrer interesserede udstillere til at tage kontakt direkte til Lars Schultz Hansen via Facebooksiden Musik & Events Simmel.