Musik i Gryden tager form og er stærkt tilbage efter coronapausen

Billetsalget er for alvor kommet i gang til d. 6. august 2022 – hvor Musik i Gryden finder sted på Grindsted stadion.

-Det kan mærkes, at der er mange i lokalområdet, der trænger til at komme ud og høre noget godt livemusik, og dejligt at se, billetsalget er kommet godt i gang. Nu skal vi have de sidste med til årets havefest i Grindsted, lyder det fra tovholder Henrik Steen-Andersen .

De mange frivillige omkring Musik i Gryden er også trukket i arbejdstøjet, og samtlige udvalgsformænd er i gang med planlægning og vagtskemaer.

– Vi kan have mistet kontakten til nogle af de mange frivillige, der plejer at hjælpe på grund af Coronapausen, men jeg tænker, vi nok skal finde de sidste. Det vil være en kæmpestor hjælp, hvis de giver et pip, og kontakter mig, lyder det fra Henrik Steen-Andersen, der træffes på 20331220.

I lighed med mange andre festivaler bliver der i år mulighed for at anvende kontantløs betaling. Der modtages betaling med kort og mobil, og festivalen tilbyder også betaling med en ny kontantløs
løsning. Der kan indsættes kontanter på et Musik i Gryden-kort, som anvendes som betaling i alle boder. Overskydende beløb kan hæves, når Musik i Gryden er forbi.

Genbrugsplastikkrus og -kander er en selvfølgelighed, fordi der også tænkes bæredygtighed og miljø under festivalen. Alle krus og kander genanvendes og sendes en tur igennem opvaskemaskinen efter Musik i Gryden. De sædvanlig madboder vil være at finde som tidligere, og der vil være et stort udvalg af mad og drikkevarer på pladsen.

Overskuddet fra Musik i Gryden fordeles til de 3 foreninger under GGIF, håndbold, fodbold og gymnastik. Der er hårdt brug for økonomisk håndsrækning, da der er mange nye projekter og ønsker i foreningerne.

– Medlemmerne er heldigvis på vej tilbage, og der er behov for nytænkning og gode ideer for at fastholde og udvikle aktiviteter i de 3 foreninger. Det giver stor mening for os at lave et overskud, som fordeles til de lokale GGIF foreninger, lyder det fra Henrik Steen-Andersen, der således opfordrer alle til at købe billet og dermed støtte det lokale idrætsliv.

Billetter kan købes her.