Der var alt muligt galt med det scenarie, der udspillede sig lørdag aften mellem Vorbasse og Hejnsvig.
Her stod Sydøstjyllands Politi klar med hastighedskontrollen på Kolding Landevej og selvom det både var glat, koldt og fugtigt i vejret, så afholdt det ikke nogle bilister fra at trykke alt for hårdt på speederen.
På kun en halv time blev tre bilister målt til langt over det tilladte: 109 km/t, 143 km/t og hele 174 km/t blinkede fartmåleren, da de tre uafhængigt af hinanden blæste forbi måleren.
Føreren af bilen, der susede afsted med 174 km/t var endda også frakendt førerretten og samtidig påvirket af euforiserende stoffer.
Derfor blev bilen, han kørte i, beslaglagt med henblik på konfiskation, melder Sydøstjyllands Politi på facebook.