Det kom ikke som et kæmpe chok for ledelsen i Billund Lufthavn, da Ryanair i sidste uge annoncerede vidt og bredt, at man ville droppe basen i Billund.
– Vi har allerede set, hvordan Ryanair har reduceret kapaciteten i Billund over de seneste år, grundet øgede omkostninger, og nu fortsætter udviklingen ind i 2025. Som det ser ud nu, har selskabet ikke sat billetter til salg fra os efter udgangen af marts. Det håber vi selvfølgelig kommer til at ske. Vi arbejder sideløbende aktivt på at tiltrække nye flyselskaber, der kan tilføre kapaciteten og nye destinationer til lufthavnen, siger lufthavnens administrerende direktør Jan Hessellund.
For rejsende, der allerede har booket billetter med Ryanair til sommerprogrammet, kan Billund Lufthavn ikke hjælpe, men henviser til Ryanair.
Lavprisselskabets farvel til basen i Billund betyder også at Danmarks næststørste lufthavn nu må revurdere forventningerne til 2025:
– I 2024 reducerede Ryanair også kapaciteten hos os, men øget trafik fra andre selskaber opvejede noget af tabet. Vi kan således glæde os over at vi har en vækst på godt 6 procent i passagertallet i januar 2025 målt mod januar 2024. Det er derfor for tidligt at konkludere, hvordan udviklingen bliver i 2025, siger Jan Hessellun.
Han kalder det dog positivt at netværksselskaberne investerer i Billund Lufthavn og øger kapaciteten markant.
– Blandt andet har KLM, Lufthansa og British Airways opskaleret deres trafik til henholdsvis Amsterdam, München og London Heathrow. Samtidig forbereder SAS sig på at åbne en ny rute til København, hvilket tilføjer endnu en stærk hub til vores netværk. Netværkstrafikken fylder stadigt mere i Billund Lufthavn, og det glæder os, siger Jan Hessellund.