I Vorbasse, Hejnsvig og Sdr. Omme kan fremtidens boligsælgere- og købere godt begynde at glæde sig.
For hvis Folketinget i dag som ventet vedtager et nyt lovforslag, bliver rigtig mange postnumre – heriblandt de ovennævnte byer – omfattet af en liste, hvor der kan gives statsgaranti til boliglån under visse betingelser.
Det betyder, at staten tager noget af risikoen ved at yde i lån i særligt landdistrikter, så der er større chance for, at man kan få et lån, hvor man før fik nej.
Det glæder formand for landdistriktsudvalget Karina Lorentzen fra SF, der fem gange har fremsat forslaget om alt lige fra statslige og særlige realkreditinstitutter og statslige indskudsgarantier:
– Hvis Danmark skal hænge sammen, så er det vigtigt, at man kan bo og leve alle steder i landet. Det er en bombe under trygheden, når mennesker i landdistrikterne får nej til at købe og sælge huse, fordi de ligger det forkerte sted. Så går al udvikling jo i stå, og så skal vi frem med nedrivningspuljen næste gang, siger hun.
Det sydjyske folketingsmedlem har adskillige gange bemærket at markedet ikke kan løse den skævhed der er, og at staten må bidrage til løsningen.
– Det blev der grint meget af de første gange, jeg fremsatte forslag om det. Nu får jeg ret til sidst, men selvom det er noget sent, er det godt, at vi nu endelig kan skabe tryghed i landdistrikterne ved at folk kan få hjælp til boligkøb med en statsgaranti, siger Karina Lorentzen.
Forslaget betyder, at boliger med handelspriser på 8.000 kr./kvm vil få mulighed for statsgaranti. Dertil kommer at boliger i en række postnumre med handelspriser på mellem 8-10.000 kr./kvm også vil blive omfattet af statsgarantien.
Det vil dog kræve, at der rent faktisk er kreditinstitutioner, der har lyst til at gå ind i markedet. Dette ventes dog at være attraktivt, fordi risikoen daler markant ved at staten garanterer for en del af risikoen.