Nu begynder det at ligne et LEGO hus

LEGO House begynder at se ud som om, det er bygget af LEGO klodser – i klassisk forbandt. På billedet mangler de hvide hjørnestykker, som fuldender denne illusion.


De hvide teglsten vokser stødt frem på facaden på LEGO House. Valget er faldet på et hvidt keramisk produkt, der uvilkårligt leder tanken hen på et hus bygget af LEGO-klodser. Teglen bliver produceret i Tyskland, og det gedigne materiale er valgt for at sikre, at facaden ikke ændrer sig over tid på grund af sollys eller andet slid.

Processen med at producere de enkelte tegl er forholdsvis lang, da hvert element skal brændes to gange. Især hjørnestykkerne har været en udfordring, da ler er et levende materiale, som ændrer sig under brændingen, derfor har producenten arbejdet meget med at ramme den rigtige vinkel efter brænding. I alt bliver der brugt 10.000 m2 hvide facadesten udendørs og 2.000 m2 indenfor.

I den kommende periode fortsætter arbejdet med facaden. De såkaldte sandwichpaneler, som teglstenene klikkes på, bliver monteret på 1. salen i den nordlige del af bygningen – altså den del der vender over mod Mr. Ebbe og Den Jyske Sparekasse. Arbejdet med facadebeklædning er omfattende og kommer til at vare de næste mange uger.

Arbejdet med at montere ovenlysvinduer i bygningen er netop gået i gang. Ud over de otte runde ovenlysvinduer, som sidder i den gigantiske LEGO-klods øverst på taget, er der ovenlysvinduer 15 forskellige steder på bygningen. Størstedelen af disse bliver tilgængelige for husets gæster fra de omkringliggende terrasser, og man vil både kunne gå på glasset og få et imponerende kik ned i huset.

– Vi har netop monteret de to store udvendige galvaniserede trappe-fundamenter, som skal bringe gæsterne fra den ene terrasse til den anden. Den egentlige trappe monteres først senere, hvorfor en midlertidig trappe bliver sat op i mellemtiden, forklarer PR-manager på LEGO House, Trine Nissen.