Nu begynder LEGO House at ligne noget

Sådan ser LEGO House ud set fra oven her i begyndelsen af oktober 2016. Foto: Lego House


Det går stødt fremad med byggeriet af LEGO House i hjertet af Billund. Seneste nyt er etablering af glaspartierne indeni selve bygningen.

– De store glaspartier rundt om på de forskellige etager betyder, at gæsterne kommer til at opleve den unikke arkitektur med fremspring og forskudte hjørner i endnu højere grad. Således bliver der flere steder flotte kig fra den ene til den anden etage. Som gæst i det betalte område på 1. salen vil man for eksempel kunne kigge ned til gæsterne, som befinder sig på LEGO Square i stueetagen, fortæller senior communication & PR manager, Trine Nissen fra LEGO House.

Ifølge hende kommer der ofte spørgsmål fra forbipasserende, der er bekymrede for sikkerheden i det store hus:

– Flere synes at de mange terrasser fremstår farlige. Sikkerhed ligger LEGO House meget på sinde, hvorfor samtlige sikkerhedsregulativer naturligvis er overholdt overalt både på byggepladsen og i den endelige bygning. Pixelmelt-terrasserne vil få påmonteret gelænder af glas inden huset åbner for offentligheden, fastslår Trine Nissen.