Frederik Vestis sidste optræden i Formel Ford-serien

Der vil være fuld fart på Frederik Vesti i den kommende weekend på Padborg Park. Pressefoto


Lørdag og søndag går det løs med den sidste afdeling i Formel Fordserien i denne sæson. Samtidig markerer det også Frederik Vestis sidste optræden i serien, hvor han har mulighed for at tilkæmpe sig den samlede 3. plads.

Racerkører Frederik Vesti fra Filskov skifter nemlig til Formel 4 i næste sæson, men endnu står det ikke klart hvilket hold der får glæde af den unge racerkørers talenter. Lige nu står valget mellem et italiensk og et svensk tilbud, som Team Vesti skal tage stilling til.

Som det ser ud nu, er der ikke frigivet kalender for den nye sæson, men håbet er at Frederik Vesti også kan få plads til at køre den danske Formel 4 serie, der skal køre sammen med DTC.

– Det vil være en stor gave for mig og ikke mindst mine sponsorer, der vil få meget mere eksponering end i år, hvor Formel Ford kun en enkelt gang har kørt sammen med DTC, så det håber jeg kan lykkes, lyder det fra Frederik Vesti.