Sammen med borgmester i Billund kommune Stephanie Storbank, tog en af idemagerne til planerne om en bydel på den gamle travbane i Billund, Kjeld Kirk Kristiansen, i dag første spadestik til den nye bydel.
Gravemaskinerne har længe været i gang med at forberede jorden, og ikke mindst, få has på den ualmindelige høje grundvandstand i området.
Nu kan byggeriet gå i gang – til stor glæde for bagmændene:
– Jeg har set rigtig meget frem til denne her dag, for det er jo et utroligt spændende projekt vi får op at stå herude, siger Kjeld Kirk Kristensen i sin tale ved det første spadestik.
Han kom også ind på hele forhistorien for projektet:
– Gennem årene har min familie jo lagt stor vægt på udviklingen af og i Billund by. Min farfar startede for 92 år siden med at lave trælegetøj her i byen og virksomheden har siden da udviklet sig udover byen her og udover landets grænser, men vi lægger vægt på at det stadig er Billund, der er vores hjemby, lød det fra Kjeld Kirk Kristiansen.
Han henviste samtidig til Billund Byvision, der blev skabt i 2014 som et fælles projekt mellem Billund kommune og KIRKBI, for at sætte en fælles retning for hvordan Billund kan udvikle sig i fremtiden. Og her kom travbanen pludselig i spil:
– Til at begynde med lå travbanen jo udenfor byen, men nu efterhånden som årene gik, kom den jo til at ligge ret centralt. Og så begyndte at vi stikke nogle følere ud for at finde ud af om det egentlig gik fornuftigt med trav, og næh, det gjorde det faktisk ikke. Og så efter flere forsøg, endte det med, at vi fandt ud af at få overtaget, konkluderede Kjeld Kirk Kristiansen.
Og derfor var pressen sammen med repræsentanter fra Billund kommune og KIRKBI i dag samlet for officielt at sætte byggeriet i gang med et spadestik – eller rettere helt i KIRKBIs ånd, ved at plante to egetræer, der gerne skulle vokse sig store og stærke sammen med den nye bydel, Travbyen.