Nu kan frisørerne snart åbne igen

Telefonen ringede lystigt hos Afrodite i Billund, da det stod klart at landets frisører måtte åbne igen fra mandag.


Med torsdagens melding om at flere erhverv måtte åbne igen efter at have været lukket siden midten af marts, fik landets frisørsaloner travlt. Således også hos Afrodite i Billund, hvor indehaver Lotte Nørregaard allerede fra morgenstunden fik den første sms fra en kunde, der ville have en tid.

– Onlinebookingsystemet er gået ned med det store pres, der er fra alle sider, siger Lotte Nørregaard, der således måtte tale en del i telefon med kunder, der ønskede at bestille tid til at få ordnet lokkerne.

– Jeg tør ikke helt lægge det ind i systemet før jeg ved det virker, men jeg finder en tid til dig, lød de betryggende ord fra den erfarne frisør til en af de håbefulde kunder i den anden ende af røret.

Lotte Nørregaard er glad for at hun nu endelig kan kalde mandskabet på job igen og åbne salonen fra mandag,

– Men jeg synes godt nok det er en kort frist – vi kan ikke nå at bestille flere varer hjem, siger hun og tjekker igen computeren for at se om der er kommet decideret retningslinjer for hvad de som salon må og ikke må, når dørene slås op igen mandag.

– Men altså bladene, som jo er en sand smittekilde, er fjernet og jeg kommer heller ikke til at servere kaffe til kunderne, fastslår Lotte Nørregaard, der under alle omstændigheder glæder sig til at tage saks, kam og føntørrer i brug igen fra mandag.

Her er Erhvervsministeriets liste over, hvem der kan åbne fra på mandag.

Fysioterapeuter
Kiropraktorer
Ergoterapeuter
Osteopater
Kliniske Diætister
Fodterapeuter
Optikere
Psykologer
Tandområdet, herunder kliniske tandteknikere, tandlæger og tandplejere
Høreområdet
Private hospitaler og klinikker
Skønheds- og massageklinikker
Kropsplejeklinikker
Spaklinikker
Tatovører og piercingklinikker
Øvrige lokaler, hvor der leveres tjenesteydelser, som efter deres karakter indebærer tæt fysisk kontakt til kunder, og solarier.
Køreskoler