Undersøgelse afsluttes efter fald i forureningsniveau


Efter konstateringen af et betydeligt fald i forureningsniveauet og kontrolmålinger, der viser at en tætning af kloaknettet virker som det skal, kan undersøgelsen af kloaknettet og indeklimaet i udvalgte boliger ved Fyrrestien i Grindsted nu afsluttes.

Det var Billund Vand & Energi og Billund Kommune der i samarbejde gennemførte undersøgelsen i løbet af sidste år fordi der var mistanke om indsivning af forurenet grundvand i kloakken. Siden da er kloakken blevet tætnet og det har virket efter hensigten viser nye kontrolmålinger.

For vandprøverne i kloakken er der målt et væsentlig fald i koncentrationen af klorerede opløsningsmidler i 2020 målingerne, sammenlignet med 2019.

I vandprøver fra 2019 blev der fundet vinylchlorid, men det har ikke kunnet måles i prøverne fra i år. På samme måde viser luftprøverne fra kloakken også et fald på alle parametre.

I de private kloakrør, bag vandlåse, ses der også et generelt fald i målingerne. Dog er niveauerne højere i de private kloakrør end ude i hovedkloakken, samt mere varierende, men stadig betydeligt lavere end i 2019.

Hvad angår indeklimaet, så var der et enkelt sted i 2019, hvor der var målt overskridelser i forhold til Miljøministeriets afdampningskriterier, men det er der ikke noget af i årets målinger.

– Det er godt at se, at forureningsniveauet er faldet på alle områder. Det viser, at de tiltag der blev iværksat, har haft en effekt. Kloakken vurderes at være så tæt, som det er teknisk muligt, og indeklimamålingerne for alle stoffer ligger på et acceptabelt niveau, lyder det fra den politiske følgegruppe for Grindsted Forureningen.