Nu kan vi sende ødelagte tekstiler til genbrug

Foto: Billund kommune


Hvis man bor i et hus i Billund Kommune, vil man inden april modtage en rulle med røde poser i sin postkasse. Poserne er til tøj og andre tekstiler, som er slidt og hullet. Ud over tøj kan det derfor også være duge, tæpper, sengelinned og lignende. Det skal blot være tørt og nogenlunde rent. Når man har fyldt en pose, skal man binde knude og lægge den på låget af sin grønne genbrugsbeholder til papir, glas og plast. Så tager skraldemanden den med.

Også i etageejendomme og boligforeninger bliver der fra 1. april mulighed for at aflevere tøj, som er slidt og hullet. Her varierer det fra sted til sted, hvordan man kommer af med sit tekstilaffald. Derfor anbefaler Billund Kommune, at man spørger sin vicevært, hvis man er i tvivl om mulighederne, der hvor man bor.

Hvis man har tøj, som andre kan bruge, skal man fortsat aflevere det til genbrugsbutikker. Hvis man allerede nu har en masse tekstilaffald, kan man som noget nyt også aflevere det på genbrugspladserne i Billund og Grindsted i containeren til tekstilaffald.

– Det er stadig nyt at genanvende tekstilaffald, men potentialet er stort. Vi håber, at vi med den her ordning kan være med til at gøre et bidrag til den grønne omstilling, siger udvalgsformand for Teknik, Plan og Kultur i Billund Kommune, Simon Nicolajsen Jørgensen.

Med tekstilposen når vi op på at sortere i alt otte kategorier af affald tæt på boligen. Det betyder, at Billund Kommune kun mangler kategorierne farligt affald og mad- og drikkekartoner for at leve op til nationale lovkrav. De kategorier kan man sortere fra marts 2023.

– Vi skal i mål med den grønne omstilling. Derfor er det vigtigt, at vi sorterer affaldet, så ressourcerne bliver genanvendt. Vi ønsker, at det skal være så nemt som muligt for borgerne at sortere. Derfor har vi blandt andet lavet en digital vejledning, så man får hjælp til at sortere, siger Simon Nicolajsen Jørgensen.

Man finder den digitale sorteringsvejledning på billund.nemsortering.dk. Den vil løbende blive opdateret, og man kan gemme den både på computer eller mobil, så man altid har den lige ved hånden.