Sydøstjyllands Politi er lige nu massivt til stede i Billund Lufthavn på baggrund af en bombetrussel, der blev anmeldt til politiet omkring kl. 10.30.
Der er foretaget dét der hedder fuld evakuering af alle rejsende i lufthavnen og lørdag eftermiddag lød opfordringen så til ikke at køre mod lufthavnen, og hvis man allerede var i området skulle man følge politiets anvisninger.
– Politiet vil nu med hjælp af efterforskere, bombehunde og Forsvarets ammunitionsryddere undersøge den konkrete anmeldelse i Lufthavnen. Det kan endnu ikke bekræftes, at der er tale om en bombe på stedet. Der er på nuværende tidspunkt ikke flyaktivitet i Billund Lufthavn, og der er ikke en tidshorisont for, hvornår der vil være det igen, lyder meldingen nu fra Sydøstjyllands Politi.
De opfordrer til at man som rejsende følger oplysninger om flyaktivitet på Billunds Lufthavns hjemmeside og Facebook-side.
I forbindelse med sagen har Sydøstjyllands Politi anholdt en mand. Der er på nuværende tidspunkt ingen oplysninger om, at der skulle være andre, der står bag bombetruslen.
Politiet er dog ved at undersøge om lørdagens bombetrussel er relateret til nattens bombesprængning ved LEGOLAND, hvor en hæveautomat blev blæst ud af facade ved indgangspartiet til forlystelsesparken. Her er politiet også fortsat til stede lørdag eftermiddag.