En 21-årig mand fra Grindsted blev i går eftermiddag standset af politiet på Vejle Landevej tæt på Ribersvej i Grindsted. Eller det vil sige den unge mand standsede egentlig sig selv, da bilen skred ud i rabatten stort set lige foran patruljevognen.
Og der skulle vise sig at være en god forklaring på den manglende evne til sikkert at føre bil. Den 21-årige bilist var nemlig påvirket af narko, og faktisk er han heller ikke besiddelse af noget kørekort længere. Det var han heller ikke på to datoer i slutningen af sidste år, hvor han også blev standset af politiet i påvirket tilstand og uden kørekort.
Så tredje gang var ulykkens gang for den unge mand, der i går måtte sige farvel til sin bil. De gentagne gange med ulovlig kørsel får nu politiet til at skride til beslaglæggelse af bilen.


