Ny chef til kommunens Familie- og Forebyggelsesafdeling

Karin Oudshoorn. PR-foto


Det bliver en tidligere socialpædagog, der til årsskiftet sætter sig i chefstolen i Familie- og Forebyggelsesafdelingen i Billund kommune. Karin Oehlenschläger Oudshoorn skal være leder for de fire afdelinger: Tandplejen, Pædagogisk Psykologisk Sundhedsfaglig Rådgivning (PPS), Familieafdelingen og Familieindsatsten.

Den nye chef i Familie og Forebyggelse kommer aktuelt fra en stilling som leder af Tværfagligt Center for Børn og Unge i Vejle Kommune.

– Vi har i Billund Kommune høje ambitioner om at være kvalitetsmæssigt i top på børne- og ungeområdet med visionerne om at være Familiens bedste valg og hjemsted for Børnenes Hovedstad. Med Karin, som ny chef i Familie og Forebyggelse, har vi fundet en chef, der kan matche det høje ambitionsniveau og sætte sig i spidsen med at udvikle strategier og planer for kvalitetsudviklingen, fortæller Thomas Reintoft, der er børne- og kulturdirektør i Billund Kommune.

Karin Oehlenschläger Oudshoorn er uddannet cand.scient.soc. fra Aalborg Universitet, og før det har hun en baggrund som socialpædagog. Hun kommer med mange års erfaring på børne- og ungeområdet – først som socialpædagog, projektleder og forstander på en døgninstitution, og senere som udviklingskonsulent i Børne- og Ungeforvaltningen i Vejle Kommune.

– Karin har den helt rette uddannelsesmæssige og faglige baggrund med mange års erfaring med børn og unge. Det er en klar fordel, når vi fortsat skal arbejde på at udvikle og styrke indsatsen for børn, unge og familier, siger Thomas Reintoft.