Ny gruppe for pårørende til senhjerneskadede

Det kan være svært at være pårørende til en senhjerneskadet. Modelfoto


Det kan være svært at være pårørende til ofre for senhjerneskader, men mødet og samtaler med andre ligestillede giver god støtte til de pårørende.

Det viser erfaringer fra tidligere kurser for netop denne gruppe, ligesom en gruppe pårørende selv har udtrykt ønske om en gruppe, hvor man kan hjælpe hinanden igennem de store forandringer. Derfor oprettes der nu i Billund Kommune en gruppe for pårørende til senhjerneskadede.

– Som pårørende oplever man store forandringer, når ens nærmeste bliver ramt af en pludselig opstået hjerneskade. At dele oplevelser, erfaringer og dilemmaer kan være med til at give indsigt og forståelse, fortæller en af idemændene bag gruppen og ergoterapeut ved Billund Kommune, Connie Nielsen.

Gruppen starter som et samarbejde mellem Hjernesagen Billund, pårørende til senhjerneskadede og Billund Kommune.

Formålet med at deltage i pårørendegruppen er at snakke med andre, der har stået i lignende situationer som en selv. Det er forskelligt, hvordan hjerneskaden rammer, og hvordan man som pårørende og familie bliver ramt. Men der er også ligheder og fælles oplevelser af kriser, udfordringer og nye måder at få hverdagen til at fungere på, hvor det som pårørende kan være en hjælp at lære af andres erfaringer.

Når erfaringer deles i gruppen, kan det være med til skabe en oplevelse af, at man ikke står alene med problemerne.

– Emnerne, der drøftes, er selvfølgelig underlagt gensidig tavshedspligt, så der kan skabes en åben og tryg dialog. Derudover har gruppens deltagere mulighed for selv at forme, hvordan gruppen skal fungere, og hvad møderne skal indeholde, fortæller Connie Nielsen.

Gruppen mødes første gang tirsdag den 25. august og derefter hver anden tirsdag kl. 16-18 på Frivillighedscenteret, Nymarksvej 10 i Grindsted.