Ny købmand åbnet i Stenderup-Krogager: – Et bevis på et stærkt sammenhold

Der var både sol og smil, da Stenderup-Krogager torsdag formiddag kunne fejre åbningen af byens nye Min Købmand. Efter flere års arbejde, snakke, møder og frivillig indsats kunne de mange fremmødte endelig klippe snoren til den spritnye butik midt i byen.

National salgschef i Min Købmand, Jacob Neubert, roste i sin tale det lokale engagement:

– Det er en super spændende dag, som vi alle har set frem til. I har samlet 6,5 millioner kroner sammen – det er helt vildt! Men vigtigst af alt har I bevist, hvad et stærkt lokalt fællesskab kan udrette, sagde Jacob Neubert og fremhævede, at netop det lokale sammenhold er nøglen til at drive en Min Købmand:

– Uden sammenhold er det svært at have en butik som denne. Men her har I virkelig vist, hvad I kan, lød det fra salgschefen.

Herefter tog Kurt Kirkegaard ordet på vegne af Stenderup-Krogager Invest, som står bag byggeriet. Selskabet ejes af borgerne selv – og netop det, mente han, gør projektet helt særligt.

– Det er jo i sig selv en fantastisk præstation, at vi har fået det her op at stå. Der skal lyde en stor tak til alle, der har bidraget – med penge, frivilligt arbejde og godt humør, sagde han.

Kirkegaard takkede også håndværkerne for en solid indsats – og med et glimt i øjet tilføjede han:

– Den her butik er så solidt bygget, at selv hvis der vælter et hus i byen, så står købmanden her stadig.

Kurt Kirkegaard mindede samtidig om, at der tidligere lå et andelsmejeri på samme grund.

– Dengang i 1922 stod folk sammen om at bygge noget fælles. Hundrede år senere gør vi det samme igen, sagde Kirkegaard.

Den nye købmand, Per Sejerø, har allerede mærket, hvor stærkt fællesskabet i Stenderup-Krogager er.

– Jeg tror, omkring 100 mennesker har været i gang med at flytte varer fra den gamle butik og hjælpe til med at sætte på plads i de nye lokaler. Det siger alt om sammenholdet her, fortæller han.

For Per Sejerø er det en stor opgave at tage over – men også en glæde.

– Det er jo ret unikt at åbne en helt ny købmandsbutik i en lille by. Det sker ikke mange steder. Jeg har fået en varm modtagelse og god hjælp af den tidligere købmand, så det er superfedt.

Selvom han håber, at butikken på sigt kan køre uden frivillig hjælp, sætter han stor pris på engagementet:

– Jeg tager imod al den hjælp, jeg kan få – og når man ser den opbakning, der er her i byen, så tror jeg ikke, det bliver et problem, lyder det fra Per Sejerø.

Den nye Min Købmand er ikke bare en butik – den er blevet byens nye samlingspunkt. Og som flere talere sagde på åbningsdagen, er projektet et tydeligt bevis på, hvad et lille lokalsamfund kan, når man løfter i flok.

– Tillykke til jer alle med en fantastisk butik og et stærkt fællesskab, lød det afslutningsvis fra Jacob Neubert.

Foto: René Lind Gammelmark
Jacob Neubert fra Min Købmand holdt tale ved åbningen af den nye butik i Stenderup-Krogager. Foto: René Lind Gammelmark
Foto: René Lind Gammelmark
Foto: René Lind Gammelmark
Foto: René Lind Gammelmark
Foto: René Lind Gammelmark
Foto: René Lind Gammelmark
Foto: René Lind Gammelmark