Ny leder fundet til BillundSkolen


Det blev en koldingenser med stor erfaring indenfor ledelse, der bliver den nye leder af BillundSkolen til august. Den nuværende Leder Lars Aagaaard-Nielsen har besluttet sig for at ville prøve noget andet og således har Billund kommune nu i et par måneder været på udkig efter hans afløser.

Det bliver Anja Lund Becker, der aktuelt kommer fra en stilling som skoleleder på Ejby Skole i Middelfart Kommune. Hun har arbejdet med ledelse siden 2008 med et enkelt års afstikker som konsulent i en forvaltning.

– Jeg arbejder altid med særligt øje for kerneopgaven og udviklingen omkring denne. Jeg sætter stor pris på teamsamarbejdet i ledelsen og arbejder ud fra, at alles kompetencer skal sættes bedst muligt i spil til glæde for organisationen, siger Anja Lund Becker i en pressemeddelelse fra kommunen.

Hun bliver leder for kommunens største skole med ca 700 elever og 100 ansatte.

– For mig er de udviklingsopgaver, BillundSkolen står overfor, så spændende, at jeg ikke kunne lade være med at søge stillingen. At implementere opgaven med at sætte retningen for et nyt kommunalt specialtilbud og samtidigt skabe udvikling inden for rammerne af mindsettet om playful learning, var attraktivt at blive en del af,” siger Anja Lund Becker.

BillundSkolens nye leder bor i Kolding og er valgt i hvad kommunen selv kalder et stærkt felt af erfarne skoleledere.

– Jeg ser frem til samarbejdet. Anja er den rette til at bringe BillundSkolen videre i den næste fase af de store strategiske opgaver med specialtilbuddet og playful learning. Afsættet for Anjas ledelsestilgang er ordentlighed, åbenhed, ærlighed og humor, og det er helt i tråd med vores værdier om dialog, udvikling og respekt, siger skolecjef i Billund kommune, Morten Kirk.