Tre lokale politikere er sat på sagen, og nye muligheder for penge udefra giver fornyet optimisme hos Billund Landdistriktsråd 👇
Efter et par år på vågeblus er der igen kommet liv i planerne om Den Skæve Bane mellem Grindsted og Bramming. Nye muligheder for at hente penge udefra – og tre kommunalpolitikere, der nu er sat på sagen – giver fornyet optimisme hos Billund Landdistriktsråd.
– Det har virkelig ligget stille i et par år nu, siger rådets næstformand og kasserer Lona Linding.
Hun deltog sammen med formand Johan Andersen og sekretær Gitte Juhl Møberg tirsdag i det årlige dialogmøde med politikerne i Økonomi-, Erhvervs- og Turismeudvalget.
Den gamle jernbanestrækning er allerede blevet til sti på dele af ruten. Men der mangler fortsat et stykke, hvis man en dag skal kunne tage hele turen ad Den Skæve Bane mellem Grindsted og Bramming. En arbejdsgruppe med flere kommuner har tidligere lavet et projektoplæg. Siden skete der ikke meget.
Men nu rører projektet altså på sig igen.
Penge udefra kan sætte skub i projektet
Ifølge Lona Linding er der kommet en ny mulighed for at få en ekstern fond med på projektet. Fonden kan komme til at betale en væsentlig del af regningen, men det kræver, at de involverede kommuner også selv finder penge. Og lykkes dét, kan der desuden være mulighed for at søge statslige midler.
Dermed kan de kommende kommunale budgetter blive ret afgørende for, om Den Skæve Bane kommer videre fra tegnebrættet. I Billund Kommune er tre kommunalpolitikere nu sat på opgaven: Martin Alminde Friis, Bjarne F. Jensen og Jakob Riddersholm. Det er et positivt signal, mener Landdistriktsrådet.
– Vi har fået lovning på, og det synes jeg er positivt, at man er kommet i gang med arbejdet igen, siger Lona Linding.
Nu håber rådet, at der også følger penge med, når kommunerne skal lægge deres kommende budgetter.
Optimismen er tilbage
Den Skæve Bane handler ikke kun om en hyggelig cykeltur gennem landskabet. Landdistriktsrådet ser også muligheder for at bruge strækningen til turisme og som cykelsti og skolevej for børn og unge, der skal mod Grindsted.
Der er dog stadig et stykke vej endnu. Pengene er ikke på plads, og der er heller ingen dato på, hvornår hele strækningen kan stå klar. Men efter tirsdagens møde er optimismen hos Billund Landdistriktsråd større, end den har været længe.
– Mere end vi har været i flere år. For der er jo ingenting sket, siger Lona Linding.


