Dræbt 18-årig var fra lokalområdet

Det var en 18-årig mand fra lokalområdet, der i går blev dræbt ved den voldsomme ulykke på Bredsten Landevej mellem Filskov og Langelund.

Ulykken skete da den 18-årige i sin personbil kørte frontalt ind i en modkørende lastbil.

Lastbilen blev ført af en 67-årig kvinde, som ikke kom noget fysisk til, men som naturligt nok var temmelig rystet efter ulykken.

Meldingen om ulykken nåede politiet kl. 7.14 og flere medier skriver, at den unge mand var elev på Syddansk Erhvervsskole i Vejle.

Sydøstjyllands Politi vil endnu ikke melde noget konkret ud om årsagen til ulykken, før bilinspektørens undersøgelse ligger klar.