Ole Kirks Fond smider ekstra i renoveringspulje


En gennemgribende renovering af Billund Bad er i gang, men det indledende arbejde har afsløret at det står værre til med den 37 år gamle svømmehal end først antaget.

Derfor måtte Billund Bad ud med hatten i hånden for at skaffe flere penge til renoveringen som Billund kommune har kastet 12 mio kroner i og som Ole Kirk’s Fond i første omgang støttede med 10 mio.

Med ca 20.000 kroner fra borgere og virksomheder i byen og yderligere 6 mio fra Ole Kirk’s Fond kan renoveringen gennemføres, så der også bliver plads til blandt andet et 15 kvm større cafeteria.

– Det har virkelig været en intens periode for os. Så vi er meget taknemmelige for den store støtte og den store opbakning, vi har oplevet. Nu kan vi gennemføre renoveringen og fremtidssikre Billund Bad, så det fortsat kan være et samlingssted for byens borgere, siger bestyrelsesformand i Billund Bad, Niels Henning Rasmussen i en pressemeddelelse.

I Ole Kirk’s Fond, der er en almennyttig fond stiftet til minde om LEGO-virksomhedens grundlægger Ole Kirk Kristiansen, er direktør Karin Skjødt Hindkjær glad for, at fonden kan bidrage til, at børn, familier og klubber i Billund nu kan se frem til et nyt og forbedret samlingssted i byen.

– Lokale projekter og ildsjæle, der gør en indsats for fællesskabet, har en speciel plads i Ole Kirk’s Fond. Fonden blev nemlig stiftet for at gøre Billund til en attraktiv by at bo i. Derfor er jeg særlig glad for, at vi nu kan støtte den fortsatte realisering af renoveringen af Billund Bad. Med vores yderligere støtte kan vi nu også bidrage med et nyt samlingspunkt i cafeteriet og foyeren – jeg håber, at det sammen med svømmehallen kan skabe rum for fællesskab i byen, siger Karin Skjødt Hindkjær.