På bare få timer lykkedes det i dag de lokale landmænd Filip Møberg og Kris Højrup at samle omkring 50-60 traktorer til en protestaktion i krydset Ribe Landevej/Egebjerg Landevej. Her vil de sende et klart signal til politikerne på Christiansborg: Det omstridte lovforslag L5 skal tages af bordet, indtil der efter landmændenes opfattelse ligger tilstrækkelig faglig dokumentation for konsekvenserne.
– Det her er vores fremtid, de sidder og gambler med lige nu. Det er altafgørende for, hvordan det kommer til at se ud fremover, siger Filip Møberg.
Fik hurtigt traktorerne på vejen
Initiativet til den lokale aktion opstod, efter Filip Møberg og Kris Højrup havde talt om lignende protester andre steder i landet. I stedet for selv at køre langt efter en demonstration besluttede de at samle de lokale landmænd.
Og opbakningen kom hurtigt. På få timer var omkring 50-60 traktorer klar til protestaktionen i det trafikerede kryds ved Ribe Landevej og Egebjerg Landevej.
– Vi vil sende et budskab om, at det her er alvorligt. Og det kan ramme os hårdt, siger Filip Møberg.
Har accepteret Den Grønne Trepart
De to understreger, at protesten ikke er rettet mod Den Grønne Trepart som sådan. Den har landbruget accepteret, og Filip Møberg peger blandt andet på, at det giver god mening at tage dårlig eller svært dyrkbar jord ud af produktion og bruge den til andre formål.
Men landmændene oplever, at der siden er kommet nye krav oveni.
– Hver gang man er ved at nå i mål med noget, så kommer der bare noget nyt og noget mere oveni, siger Kris Højrup.
Frygter at god jord skal lægges brak
Med L5 skal landbrugets kvælstofudledning reguleres på en ny måde. De to lokale landmænd frygter, at begrænsningerne på nogle arealer bliver så omfattende, at ellers god landbrugsjord må tages ud af produktion.
Det kan ifølge dem ikke alene ramme indtjeningen, men også værdien af den jord, landmændene ejer.
– Hvor meget er jorden værd lige pludselig, hvis den bliver ubrugbar? Så kan den falde helt vildt i værdi, siger Filip Møberg.
Og samtidig er nogle af næste års afgrøder allerede sået.
– Vi har allerede etableret afgrøder til næste år. De skal i jorden nu, men den nye gødskningslov kan komme fra 1. januar. De afgrøder, vi har sået nu, kan blive ramt rigtig hårdt, hvis vi ikke har den mængde gødning, siger han.
Vil have L5 sat på pause
For Filip Møberg og Kris Højrup er kravet derfor, at politikerne sætter L5 på pause.
– Det skal tages af bordet, indtil vi har faglig dokumentation for, at det virker, siger Kris Højrup.
– Det er egentlig ret enkelt, supplerer Filip Møberg.
Folketinget stemmer om lovforslag L5 på torsdag – og det lokale folketingsmedlem Anni Matthiesen har allerede meldt ud at hun kommer til at bryde partilinjen og stemme nej.


