Pænt overskud efter Musik i Gryden

Foto: Ulrik Wulf Nielsen


De tre foreninger under GGIF, gymnastik, fodbold og håndbold har hver fået stukket en god portion penge i hånden efter årets Musik i Gryden. Det er meldingen fra arrangørerne, der har gjort kassen op, men ikke kommer beløbene nærmere.

Efter 2 års pause var der comeback til Musik i Gryden lørdag d. 6. august 2022 – endda med en ny tovholder på i skikkelse af Henrik Steen-Andersen. Han samlede et koncertudvalg og fortsatte
det gode arbejde, som blev startet for mere end 17 år siden.

– Det er ingen hemmelighed, at arbejdet med at arrangere Musik i Gryden er omfattende og koster mange timers frivilligt arbejde. Det har været en stor oplevelse at lære alle de frivillige at kende. De gør en kæmpe forskel og har hele æren for, at det igen lykkedes at lave Musik i Gryden, siger Henrik Steen-Andersen.

Det er den generelle opfattelse, at der var fantastisk god stemning på pladsen og stort set ingen uro.

Og når vi så igen skal i Gryden den 5. august næste år, så bliver det i øvrigt igen med den kontantløse betaling og værdikort, som var noget nyt i år. Det var nemlig et rigtigt hit og flere har meldt positivt tilbage om det nye tiltag.

Koncertudvalget er allerede gået i gang med arrangere næste års Musik i Gryden, og lave aftaler med kunstnerne til næste års havefest. Forventningen er at programmet ligger fast inden jul, så der kan gives Gryde-billetter i julegave rundt omkring.

Én ting ligger dog helt fast; der skal flere frivillige til næste år:

– Vi skal have flere frivillige til blandt andet at holde omkostningerne nede til hjælp omkring scenen og i boder, siger Henrik Steen-Andersen.