Sarah fra Billund er med i familiemusical i Herning

Foto: René Lind Gammelmark


Børn i alle aldre kender og elsker Ole Lund Kirkegaards klassiker ’Otto er et næsehorn’, som i år kan fejre 50-års jubilæum. Når den i skolernes efterårsferie opføres som familiemusical i MCH Herning Kongrescenter, bliver det med billundsk islæt.

I rollen som Toppers mor, som savner sin mand, der sejler på de syv verdenshave, finder man nemlig den velsyngende Sarah Emilie Højmark fra Billund.

– Det bliver lidt anderledes at skulle spille mor – faktisk til én som er ældre end mig i virkeligheden, griner 28-årige Sarah Emilie Højmark.

Det er hendes første medvirken i en MCH-musical, men hun har tidligere optrådt i musicalen ’Rent’ hos Musicalgruppen Bredgade i Randers og har desuden sunget duet med norske Sissel Kyrkjebø.

Hun har boet halvdelen af sit liv i København, rykkede så til Varde og nu er hun altså bosat i Billund.

– Jeg synes Billund var et godt knudepunkt for de ting, jeg beskæftiger mig med, siger Sarah Emilie Højmark, der ud over sit arbejde som eventkoordinator ved Skydebaneforeningen Danmark i Vingsted også går på musicalskole i Varde.

For tiden går turen altså også til Herning, for at øve på “Otto er et næsehorn”, der spilles i MCH Herning Kongrescenter i efterårsferien i uge 42.