Når eleverne vender tilbage efter sommerferien, bliver der ekstra gang i gryderne i madkundskab på flere skoler i Billund Kommune.
Både BillundSkolen, Lynghedeskolen afdeling Søndre og Sdr. Omme Skole er blandt de omkring 1.000 skoleklasser på landsplan, der har sikret sig en af Coops populære Smagekasser.
Smagekasserne er fyldt med råvarer og undervisningsmaterialer, som skal bruges i madkundskabsundervisningen for elever i 5. og 6. klasse. Formålet er at give børnene mere erfaring med madlavning, råvarer og forståelse for, hvor maden kommer fra.
Det særlige ved projektet er, at det er finansieret af pantdonationer fra kunder i Coops butikker. Når kunder vælger at donere deres pant, bliver pengene blandt andet omsat til undervisningsforløb i landets skolekøkkener.
Årets tema er danske og lokale råvarer, og eleverne skal gennem et tre ugers forløb både arbejde praktisk og teoretisk med madlavning.
Ifølge Coop har omkring 1.000 klasser allerede tilmeldt sig ordningen, men der er fortsat plads til yderligere 500 klasser på landsplan.
Smagekasserne bliver udleveret gennem lokale Coop-butikker i uge 43 og 44.




