Pigefnis og tøsehygge på Hotel Legoland

På lørdag slår Hotel Legoland dørene op til sine 23 nye LEGO Friends værelser, som i den forbindelse også bliver behørigt indviet. De første gæster på værelserne bliver nemlig 11 af Danmarks største LEGO Friends fans, der hver har taget 3 veninder med til overnatning.

De 11 fans er piger, der har vundet LEGO Friends konkurrencer – blandt andet på facebook – og de har som nævnt hver især fået lov at invitere 3 veninder med.

– Efter en festlig indvielse kan pigerne se frem til en dag spækket med LEGO Friends oplevelser. Pigerne skal blandt andet pynte cupcakes, være kreative, pudre næsen i Emmas beautysalon, danse og se film, lyder det fra Hotel Legoland.

Hotellet har også inviteret de fem ”levende” LEGO Friends figurer, Olivia, Stephanie, Andrea, Emma og Mia til at komme og overnatte sammen med de mange fans.

Skulle en af pigerne få hjemve eller komme til at savne sin mor eller far, så sover forældrene lige på værelset overfor…