Hele 1800 publikummer var til Billund kulturskoles gallashow i Magion søndag – og det var tilsyneladende mere end hvad stedets parkeringsforhold kan være med til. Ifølge BillundOnlines oplysninger kom flere publikummer ud til et girokort i forruden pålydende 510 kroner.
– Det må have været for ulovlig parkering på brandveje eller andre steder, for den tidsbegrænsede parkering er der ikke i weekenden, forklarer centerchef i Magion, Henrik Steen-Andersen.
Han medgiver dog, at der slet ikke er den parkeringskapacitet ved Magion, som stedet egentlig berettiger til:
– Der kunne godt bruges nogle flere parkeringspladser end dem vi har nu, siger Henrik Steen-Andersen. Han kalder det i øvrigt “ærgerligt”, at gallagæsterne fik den lidt dumme afslutning på en ellers forrygende eftermiddag.